Siden jeg var 16 år har jeg løbende haft tamrotter som kæledyr.
Jeg elsker rotter, de er så hamrende søde, sociale og kærlige. De bliver ekstremt tamme og er meget kontaktsøgende, nysgerrige og legesyge. Mine elskede rotter fylder en hel del i mit liv og hverdag, og jeg nyder deres selskab og eksistens.

Desværre lever de meget kort. Ofte kun halvandet-to år. Hver gang en af mine rotter dør bliver jeg totalt knust og lover mig selv aldrig at få flere rotter ...
Men men men. Jeg kan jo ikke lade være, glæden overstiger sorgen, og efter en del pauser, har jeg igennem de sidste 4 år igen haft en flok.

I denne omgang startede det med en lille sort han, Neelix, født d. 16 februar 2002 (tror jeg). Da jeg fik Neelix var han kun 30 dage, hvilket jeg nu ved var lige ungt nok. De bør være 5 uger.
Han var en lille cute unge og jeg blev meget tæt med ham, han stod mig særligt nær. Han voksede sig til en massiv hanrotte, og en rigtig kæletrold. Han parrede Michlas' hunrotte Leia og blev derved far til 16 (!) unger. Da han blev gammel mand skrantede hans helbred, han fik kronisk lungeraslen og blev skrøbelig og svag. Men var stadig utrolig social og kælen lige til det sidste. Jeg måtte akut lade ham aflive d. 23. december 2003 ... Glædelig jul. :(
Jeg elskede ham højt og jeg savner ham stadig.

Og jo, man kan elske en rotte så højt at det gør usigelig ondt at skulle give slip igen.

Well, vi havde knap 2 år sammen. Og undervejs udvidede jeg familien med to små spillopper ... Spike og Pismo, jævnaldrende halvbrødre (samme far). Århhhhhh! *suk*
Spike var født d. 2. april 02, Pismo d. 3. april 02. - De var så søde at det burde være forbudt ...

Neelix var silver black berkshire (sort med sølvstænk og hvid plet på maven) og det var Spike også. Spikes hvide plet på brystet var dog mikrolille. Pismo var en meget lys agouti berkshire, men agoutifarven var meget orangegul (lysbrun vildtfarvet med hvid plet på maven). De havde alle hvide poter. Neelix og Pismo havde begge hvid halespids.

Pismo var fra starten lidt skravlet og havde problemer med helbredet, så han fik medicin hele sin barndom. Heldigvis blev han helt rask. Han var altid fuld af energi og godt humør, i overflod. Hyperaktiv, eventyrlysten og legesyg. Han var alles yndling fordi han var så forbandet nuttet, så man troede det er løgn. Han var noget ganske særligt. *suk*

Spike var mere stille. Han lignede Neelix en del i starten og med tiden blev han rigtig kælen og hyggelig. Men da han blev helt voksen udviklede han sig desværre til at blive agressiv og asocial. Måske en hormonbalance, måske et problem i magtbalancen i flokken. Han endte med at blive aflivet, fordi han bed. Jeg savner ham, som han var før det slog klik for ham.

Jeg beholdt en lille han fra det kuld Neelix var far til, Morpheus, der siden udviklede sig til et ordentligt brød!!! Over 700 gram! :o Kælen og rigtig sød. Og ingen tegn på agressivitet, selvom han blev meget han og meget stor.

Pismo døde meget pludseligt. Enten af medicinallergi eller et slagstilfælde (uklart). Det var grimt og det var hårdt og det slog mig fuldkommen ud. Jeg savner ham usigeligt meget. :(

Jeg fik to nye små kræ samme aften (Michlas sørgede for det, uden min viden, for at lindre min sorg). Et sæt brødre fra Suntiger, Aleph og Rorschach.

Aleph var agouti, og havde spøjst nok en personlighed utrolig lig Pismos, kronisk krudt i røven og lutter livsglæde. Og var også en lille splejs indtil han var fuldvoksen, dog uden helbredsproblemer.

Rorschach var hooded agouti og er lidt roligere og mest optaget af mad, ligesom Morpheus var. Han blev langt større end sin bror, 700 g, med et bredt hanrotte hovede. Flot, men for tyk ... Hans hvide mave så utrolig nuttet ud.

Begge umådeligt kære og tamme! ...

Efter Neelix døde, blev Morpheus lidt trist. Han trivedes ikke helt med kun unger som selskab, og jeg tror han savnede Neelix og Pismo. Han blev i bedre humør med tiden, og efterhånden som de små blev større. Men som med Neelix blev også Morpheus kronisk syg, og hans lunger blev så dårlige at jeg måtte lade ham aflive da hans livskvalitet blev for lav.

Da Aleph og Rorschach så var alene, fik jeg en unge fra Kabal, Gandhi. En smuk albino (hvid med røde øjne). Han var meget bange, pivset og småhysterisk i starten. Meepede ved det mindste der gik ham på. Men med tiden er han blevet både tryggere og lidt mere nede på jorden. Han er smuk! Slankt bygget med et meget fint ansigt og en spids snude. Forfinet, synes jeg. Og han er sød!
Med tiden har han udviklet slemme lungeproblemer, men han hænger på endnu.

Så var katastrofen ude igen. uden varsel eller forklarelig grund faldt Aleph død om. Det skete mens jeg var en weekend i Athen, og min kæreste måtte tage sig af det.
Udover at jeg blev utrolig ked af det, sørgede Rorschach også over tabet af hans bror. Og Gandhi og Rorschach blev uvenner, så der var dårlig stemning i buret.
Pludselig havde jeg ikke længere en flok, men kun to rotter der kedede sig og ikke trivedes med hinanden,
Rorschachs humør er blevet godt igen, men han er ikke den samme uden hans bror.

Det var der råd for. Jeg fyldte op med to nye unger fra Suntiger, Asimov og Neo. H.h.v. en hooded agouti rex (krøllet pels) og en agouti. Hamrende søde kræ, med masser af personlighed. De gik rigtig godt i spænd med de voksne, og Gandhi blev gladere.

De små blev store. Men så en dag faldt Neo om og døde, alt for ung. Inegn sygdom, ingen synlig grund. Og så var der to tilbage, Gandhi, med dårligt helbred, og Asimov der savner at lege med sin bror.

Så endnu en tilføjelse: To nye små, Galgamor The Destroyer, sort berkshire dumbo (sort med hvide pletter på maven, sokker, halespids og så dumbo-ører, store ører der vender bagud) og Zelazny, beige hooded dumbo odd eyed (beige og hvid med dumbo-ører og et rødt øje og et mørkere rødt øje). Totalt overnusser små dyr! :D
Sammenføringen er gået godt, og alle rotter virker gladere. Asimov er noget bossy, men det er stadig nyt.

-Min flok er (næsten) altid kommet godt ud af det med hinanden, selv med skiftende medlemmer og magtfordeling. De bunkesover, nusser og leger. :)

Rotter der ligger og hygger i en hængekøje er det rareste, mest afslappende syn! :D
Glade rotter udtråler ro og livsglæde.

Well, jeg elsker de kræ!!! :D

----

Update oktober 2008:

Edit - tiden går og jeg har ikke fået opdateret.
Vi har haft masser af glæder med vores dejlige drenge. Asimov blev tre år og en måned - rekorden blandt mine rotter. Galgamor blev pludseligt syg og døde da han var et år og ni mdr. - alt for tidligt. :( Zelazny døde da han var to år, efter længere tids sygdom. Simak og Lomion var så tilbage, og lærte at være glade for hinanden. De to var ellers meget forskellige. Simak sov ind, efter en aften med en masse leg og sjov. Han blev to et halvt år. Lomion var så alene tilbage. Han blev to år og ti mdr. Han blev aflivet da han begyndte at få angstanfald (senilitet?), kombineret med en begyndende lungebetændelse og en begyndende lammelse af bagbenene. Han var glad og frisk længe, men skræntede så. Det var en svær, men nødvendig beslutning.

Efter Lomion forsvandt, var der meget stille. Så stille, at vi tog en spontan beslutning og adopterede to voksne drenge, to brødre på et år og fire måneder. Vi er stadig ved at lære Woody og Buzz at kende, men det var kærlighed ved første blik. De er utroligt tamme, kontaktsøgende, kærlige og kælne. Nogle virkelig gode rotter. <3

Til toppen